8. juni 2010

Beskatning af kursgevinster

Personer beskattes af kursgevinster på obligationer

Personers kursgevinster på blåstemplede fordringer, herunder obligationer, har hidtil været skattefrie, og tab har ikke skattemæssigt kunnet fratrækkes. Ved blåstemplede fordringer forstås fordringer udstedt i danske kroner og med en pålydende rente, der mindst svarer til den såkaldte mindsterente.

Denne skattefrihed for kursgevinster på blåstemplede fordringer er ophævet for fordringer, der erhverves den 27. januar 2010 eller senere.

Ophævelsen af skattefriheden betyder, at kursgevinster på obligationer og andre fordringer er skattepligtige, uanset om obligationen er i danske kroner eller udenlandsk valuta og uanset forrentningens størrelse. Tilsvarende har personer som hovedregel fradrag for kurstab på obligationer og andre fordringer.

I skemaet nedenfor er hovedreglerne på området illustreret:

Beskatning af
kursgevinst

Fradrag for
kurstab

Blåstemplede fordringer erhvervet senest 26. januar 2010Nej 1)Nej
Blåstemplede fordringer erhvervet 27. januar 2010 eller senereJaJa 2)
Sortstemplede fordringer 3) erhvervet senest 26. januar 2010JaNej
Sortstemplede fordringer 3) erhvervet 27. januar 2010 eller senereJaJa 2)
Fordringer i udenlandsk valutaJaJa 2)

1) Kursgevinster på hovedaktionærfordringer er dog skattepligtige, hvis fordringen er erhvervet den 1. juli 2007 eller senere.

2) Der er dog ikke fradrag for tab på hovedaktionærfordringer og fordringer, hvor beskatningsretten eller kursgevinsten er tillagt et andet land efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst.

3) Ved sortstemplede fordringer forstås fordringer, hvor den pålydende rente var mindre end mindsterenten på udstedelsestidspunktet.

--------------------

Bagatelgrænse

Gevinst og tab er skattepligtig/fradragsberettiget, hvis årets gevinst eller tab overstiger 2.000 kr. Hvis årets gevinst eller tab overstiger denne bagatelgrænse, er det årets samlede nettoresultat, der skal medregnes til indkomsten (kapitalindkomsten).